Jeg er 100 procent te-menneske. Nogle gange flirter jeg med tanken om at smage en af de der populære Kaffe Latter, men nej, den erindring jeg har i min hjerne om noget sort bitter stads i min mund, er ikke til at komme udenom.
Og hvor er det nu alligevel ironisk at jeg så er endt med at blive te-drikker alligevel, for de første af slagsen jeg smagte var ligeså bitre og fæle, så de røg kun ned i maskeret form.
Jeg tror jeg må have været omkring 15-16 år da jeg rigtigt begyndte at drikke det. Nok fordi når man er ved at blive voksen så opdager man at voksne mennesker hele tiden drikker varme drikke, og det er ikke varm chokolade med flødeskum (særligt tit). Og når nu forældrenes kaffe smagte så fælt, så kune man jo prøve the.
Dengang SKULLE der være mælk, sukker OG citron (fra en gul plasticflaske) i min kop Medova eller Earl Grey fra supermarkedet. Jeg kan stadig huske hvordan det oftere blev en vane at komme hjem fra skole og brygge en kop kogende vand til den hvide og blå the-pose.
Nu drikker jeg min the ren og derfor skal den være af en vis kvalitet. Jeg er dog et vægelsindet menneske og må have masser forskellig slags the i huset, for ikke at komme til at kede mig en gang imellem, omend at der er en overvægt af the med noter af anis eller lakrids :-)
Jeg har hvide, grønne, sorte og urte the, så jeg kan få en opkvikker om morgenen, og koffeinfri om aftenen. Denne weekend har jeg læst i bogen Tid til The, som desværre kun fås på biblioteket, og har nydt mit eget "Elefant Party" bestående af the (Hvid tempelthe fra Perchs, Revitalize fra Pukka og Honeybush fra et mærke jeg ikke kan huske ligenu) i mine yndlingsthekopper (fra henh. Amokka og Cath Kidston) og masser af afslapning.
Kan kun anbefales!
