Bogen er en af mine yndlingsbøger, og i lang tid har jeg ikke rigtigt kunne sige præcis havd det er. Måske kan jeg stadig ikke. Har lige genset filmen på blu-ray og prøver nu at sætte ord på hvad det er Elizabeth Gilbert gør ved mig, selv når hun bliver spillet af Julia Roberts.
Hun giver mig håb. Hun giver mig følelsen af at der er lys for enden af tunnelen, men også at vi skal nyde tunnelen undervejs, eller måske ikke nyde, men bare se på den, røre ved den - opleve den.
Jeg glemmer altid hvem der oprindeligt sagde " Life's a journey - not a destination" men det er jo rigtigt nok. Vi kan tidsnok ankomme til den destination, men det synes jeg personligt ikke at jeg vil have så travlt med.
Life's messy. Livet er noget rod. For det meste, og det er sgu godt nok, for strømlinet perfektionisme i for lang tid gør mig rastløs og giver mig myrekryb, selvom jeg bruger det meste af min tid på at opnå det.
Inderst inde får jeg nu allermest glæde af når noget er uperfekt perfekt. Det er den dér lille skævhed og fejl der gør det så perfekt ikke?
Jeg skrev i mit sidste blogindlæg om at turde, og nu skal jeg til det igen. Jeg tør ikke, men gør det alligevel.
Jeg dedikerer hver eneste dag i et år, til at være opmærksom på min spis, bed, elsk. Jeg tror på at hvis jeg kigger nærmere på dem i mit liv, så vil lyset indeni og udenfor vokse, og det vil jeg mægtigt gerne at det skal, for der har været nok mørke.
Dagens allerstørste elsk, bliver når min mand kommer hjem fra hans lille påskeferie hos en ven på Fyn, jeg glæder mig så meget til det første kram når han kommer ind af døren, og jeg vil lave dagens andet spis nede i haven, med den mest simple men skønne "velkommen-hjem-frokost". Og når den er spist vil jeg bede ved at sidde og nyde maden sænke sig som ro i kroppen, imens ørerne stiller ind på havens vidunderlige lyde; susende brise i træerne og fugle kvidren. Og lade solen kærtegne min hud.
Spis, bed, elsk - er der egentligt andet der er værd at fokusere på i livet?
kh
Anja
