Ja mærkelig overskrift men den kommer nok tættest på at ramme nerven i den meget sammensatte følelse jeg lever med det meste af tiden i disse sidste par uger.
Først: hvordan kan man være glad for at være nedtrykt og uperfekt? Fordi hvis jeg ikke kunne mærke når jeg var det ville jeg være ude på et sidespor! Jeg har fået ét gevaldigt rap over livet med stress-pegepinden før og er derfor enormt glad for at jeg kan føle mig som en utæt dæmning, da jeg har lært at hvis jeg er en perfekt tætnet dæning så brister jeg i en kæmpe flodbølge. Og så er jeg ikke glad overhovedet!
De sidste tre par uger har budt på en blandet pose som livet nu engang (så dejligt og heldigvis er!) af:
-studiestart på spansk kursus
- en diagnose på slidgigt i ryggen
- en ny kost og træningsplan
Normalt ville én af disse ting være nok, men jeg har været så heldig at få lov at jonglere med det hele, og jeg gør det altså ret godt, når jeg nu selv skal sige det! :-)
Så jeg er :
- Glad, nej, ovenud super-duper lykkelig, som en fisk i vandet og alt det dér over mit spansk kursus, jeg tror jeg er forelsket! I sproget, læreren og hele holdet og mit skema!!!! :-)
- Ked af min diagnose, og på samme måde glad, da mange ting går op for mig og en ny platform for sundhed er blevet skabt. Det svarer til at skulle bygge et hus, men i mange år har man gået rundt og prøvet at analysere hvilken jord man skal bygge det på. Nu har jeg fundet ud af hvad jordtype jeg skal bygge min fremtidige helse på.
- træt og glad og irriteret på min kost og motionsplan. Simpelthen pga. at der skal brydes vaner over det hele og da der er så meget andet lige nu, kan det være en stor mundfuold, men jeg prøver at forholde mig til det som noget der bare er. Det er hverken godt eller ondt.
Så dér har i forklaringen.
Jeg ser mig selv som en dæmning med bittesmå huller hvor vandet kan pible ud, og sørge for at den dæmning ( min psyke) jeg så møjsommeligt har bygget, renoveret og pudset på kan holde.
kh
Anja
.jpg)
