Jeg gjorde det

Sidder her og tænker over det sidste halve års tid. Wow! Det føles som at der er blevet levet mange forskellige slags liv på de få måneder.

Det får mig til at tænke på, hvor tit er vi egentlig sådan 100 procent oprigtigt talt stolte af os selv? Stolte på den måde hvor at det kan mærkes i tæerne og hårrødderne og man bare ved at her har man gjort noget der virkeligt er værd at bemærke og anerkende?

Jeg gør det vist for sjældent...

Men jeg er oprigtigt stolt af mig selv og hvad jeg har udrettet det sidste halve års tid. For jeg har lært så meget af det.

Jeg har lært:

- at jeg kan gennemføre noget, også selvom jeg er halvt død på energi-batterierne imens
- hvor vigtigt det er at kende sine talenter og finde noget at lave der har med dem at gøre
- at jeg skal altid sætte mit helbred først for så skal alt det andet nok ordne sig
- at lytte bedre
- at passe på mig selv i menneskelige relationer uden at det betyder at jeg ikke lukker nye folk ind
- at have tillid til mig selv når alt ser sort ud

Det er mange store ting, og derfor synes jeg at det skal anerkendes. Normalt ville jeg måske tænke over det i kort tid og så gå videre med livet. Men denne gang prøver jeg at stoppe op hver eneste gang tanken "ej, var det virkeligt mig der gjorde dét der? Gennemførte jeg det med godt resultat?" dukker op. Og svarer med kærlig stemme "ja det var dig, er det ikke mega fantastisk?"

Så hvis jeg møder dig på min vej det næste stykke tid, skal du nok høre:
A) om hvor stolt jeg er af mig selv
B) mig prædike for dig at du skal være stolt af dig selv

:-)

KH
Anja