tirsdag den 22. februar 2011

sommer, sol og tomater

Jeg fik stillet en opgave på et kursus i skriveteknik, og det handlede om at skrive non-stop i 3 minutter om emnet tomater. Jeg tror virkeligt at jeg længes meget efter en ferie sydpå eller bare at det ville blive sommer, for i modsætning til de andre på kurset brugte jeg ikke særlig meget tid på at beskrive tomatens udseende og smag, nej her er hvad der kom ud af mig på de 3 minutter. Havde iøvrigt helt vildt lyst til at skrive videre da vi blev stoppet. Ville gerne fortsætte med at være, for mit indre øje, på Kreta :-)

Tomater


Når jeg tænker på tomater så tænker jeg af en eller anden grund på ferie. Ikke fordi jeg egentlig særlig tit spiser tomater på ferie, for jeg kan faktisk slet ikke lide rå tomater, de smager grimt og har en underlig konsistens. Nej grunden til at jeg tænker på ferie er at tomater tit gror på varme steder og at jeg engang vi var på Kreta kunne høre en mand der kørte rundt i sin vogn og solgte tomater og kartofler. Han havde sådan en vogn med alle kasserne omme bag på ladet og så en højtaler megafonagtig ting på taget af sin bil, og så kørte han ellers rundt og råbte på græsk ”tomater, tomater, kartofler, kartofler”

Vi kiggede ud af vinduet og så at den gamle dame og mand ovre på den anden side af vejen kom ud for at købe en kasse.

Jeg tænkte at det var mange kartofler og tomater til de to gamle mennesker, men måske havde de en lille pensione eller et værelse de udlejede og så brugte de dem til også at brødføde deres gæst.

1 kommentar: